Længe leve Kinesio Tape aka Magic Tape

I lørdags gjorde jeg noget dumt:
Jeg pustede støvet af pigskoene og løb intervaller!
Jeg burde vide bedre. -Jeg har trods alt  dedikeret et helt kapitel i min bog til skader og skadegivende træningsadfærd.

At løbe i pigsko på bane, når man ikke rigtig er i form til det er dog så åbenlyst idiotisk, at jeg ikke en gang mente jeg behøvede nævne det i bogen.

Men solen skinnede, banen lokkede, og jeg er åbenbart skruet sammen som en af de der gamle fodboldspillere, som taber hovedet og tror de stadig kan lave glidende tacklinger. Jeg ved ganske enkelt ikke noget federe end at løbe stærkt. -Eller altså…alting er relativt. -Hurtigere end joggetempo anyway.
Næste morgen var især min højre læg virkelig vred på mig. Det gjorde ondt at gå, og ikke bare på sådan en -”jeg er lidt øm, det skal jogges væk” måde. -Det gjorde rigtig ondt.

Så var det jeg kom i tanke om rullen med Kinesio Tape, som jeg havde liggende i skabet fra den gang hvor “løbe stærkt” ikke var en relativ men en objektiv betragtning. Og da jeg havde sat et par stykker på læggen besluttede jeg mig for, at jeg simpelthen var forpligtet til at dele min oplevelse, i tilfælde af at alle ikke kender til denne behandlingform. For samme sekund tapen havde lagt sig på min hud faldt smerteniveauet til næsten nul. Jeg gik fra at humpe rundt og beskytte læggen til at overveje, om jeg alligevel skulle gå ud og løbe min sædvanlige søndags-10′er. (Jeg lod dog være, eftersom jeg havde opbrugt min kvote af stupiditet for den weekend!)

Jeg bilder mig ikke ind, at jeg helt forstår hvordan eller hvorfor Kinesio Tape virker. Det er noget med at tapen løfter lidt i huden, så man øger blod- og lymfe gennemstrømningen i det irriterede væv, støtter muskler og led (-men bevarer bevægeligheden) og forbedrer kroppens egen helningsprocess.  Faktum er, at når den bliver lagt rigtigt, (helst af en certificeret behandler) så er effekten bemærkelsesværdig. Man behøver ikke tro på det, det virker bare. Derfor kalder mange atleter det også Magic Tape.

Det er ikke en erstatning for at respektere sin krops begrænsninger, men når man nu har dummet sig, så er det da rart, at der er hjælp at hente.

 


Tilbage i form efter fødsel

Mort til to -hvad så med træning?

D. 13.04 fødte jeg min anden søn. Nu begynder så den lange vej tilbage i form. -Ikke i OL form, men der vil altid være en atlet gemt i mig, så en eller anden form skal jeg i. Lige nu føler jeg mig som de der hunde hvor der bare er for meget hud.

Cute, but no thanks

Sidst jeg skulle i form efter en fødsel begik jeg den fejl kun at træne det jeg synes var sjovt. Meget logisk, når man pludselig ikke har så meget tid, hvorfor så spilde den på noget så kedeligt som styrketræning og stabilitetsøvelser? Men resultatet blev at jeg fik løberknæ, og ikke kunne løbe i 5 måneder!
Så denne gang har jeg tænkt mig at gå klogere til værks.Jeg har booket tid hos min vendinde, som er pilates instruktør, og jeg har svoret at for hver løbetur skal der også være et stabilitets/styrke pas. Jeg bruger desuden crosstraineren forebyggende, for selv om jeg har født, så vejer babyen desværre ikke så meget som man går og drømmer om. Jeg har stadig 10kg af det jeg kalder “ammeflæsk”, som belaster led og sener. Der er ingen tvivl om at Rikke Rønholt har været noget lettere til bens end hun er lige pt. Men jeg har været heldig. Jeg kunne allerede begynde at lave øvelser og jogge lidt efter 14 dage. Det er skønt at kunne træne rigtigt igen. Og det er meget belejligt at have 6 måneders træningslejr…øhh jeg mener barsel :)


Mod Nye Mål

Interview på Lorry.

Det er længe siden jeg har opdateret hjemmesiden, og meget er sket siden. I slutningen af juni måned måtte jeg erkende at OL satsningen ikke ville lykkes. Jeg havde egentlig tænkt mig at løbe sæsonen færdig og gå efter endnu et dansk mesterskab. Men pludselig meldte den ultimative trøstepræmie sig på banen i form af en lillebror til Sebsatian, som nu laver hækkehop i min mave på 6. måned.
Det satte en lynhurtig stopper for løberiet! Efter de første 3 måneder hvor jeg primært havde kvalme og ondt af mig selv, begyndte jeg at overveje hvad resten af mit liv egentlig skulle byde på. Jeg tror aldrig jeg holder op med at løbe, men tiden i den internationale elite er vist definitivt slut.

Efter at have brugt det meste af mit liv på at kæmpe mod uret, mod mig selv og mod mine konkurrenter må jeg nok konstatere, at fighter-genet ligger dybt i mig, og det er ikke sådan lige at slippe. Men jeg har valgt, at fra nu af skal kampen og målene være nogle andre. Jeg har altid følt, at mit priviligerede liv i Danmark på en eller anden måde forpligtede mig til at arbejde for en bedre verden. Jeg skylder trods alt Afrika halvdelen af mine gener, og nok det meste af mit atletiktalent. Nu er det tid til at give tilbage, og jeg har taget springet over i den branche, som jeg egentlig har sigtet mod med mine valg af uddannelser.

Konsulent for den humanitære sektor.
I seks år arbejde jeg med facilitering, forandringsprocesser og lederudvikling hos Implement Consulting Group. Selv om det egentlig ikke var det område  jeg havde forestillet mig at arbejde inden for, så har det givet mig en masse værdifulde kompetencer i forhold til at arbejde med ledere og organisationer. Jeg er nu lykkelig over at have haft mulighed for at lære af nogle af de absolut dygtigste konsulenter inden for feltet. De erfaringer tager jeg med mig over i Leadership for Humanitarians. L4H er en organisation startet og drevet af humanitære arbejdere med det formål at udbyde den absolut bedste og mest relevante ledertræning i branchen. Deres verden er noget anderledes end de fleste andre brancher, og det er en spændende rejse for mig at lære deres udfordringer at kende. Jeg bruger min indsigt både fra det private erhvervsliv og fra sportens verden til at prøve at gøre dem endnu bedre rustet til at håndtere de daglige udfordringer og sikre at deres indsats er bæredygtig. Ikke bare for de mennesker, som nyder godt af deres hjælp, men også for dem selv.

Danskernes hjerne skal følge med hjertet
Ud over mit arbejde med lederudvikling arbejder jeg frivilligt for kampagnen Verdens bedste Nyheder, som er et samarbejde mellem FN, Danida og 80 andre NGO’er. Målet er løbende at formidle resultaterne af udviklingsarbejdet til danskerne. Det viser sig nemlig, at selvom vi faktisk er ret gavmilde når det kommer til at donere penge til udvikling og nødhjælp, så tror helt op til 72% af os faktisk ikke rigtig at det gør en forskel. Med andre ord: Vi giver af vores hjertes godhed, men hjernen er ikke med. Drømmen om at afskaffe ekstrem fattigdom i vores tid er dog ikke en utopi. Den er inden for rækkevidde!  I år 2000 blev De Forenede Nationer  enige! (en bedrift i sig selv, når man tænker på hvordan det går med klimaforhandlingerne) om at gøre fælles front mod fattigdom gennem en koordineret indsats på 8 vigtige områder. De blev kendt som Millenium Målene eller 2015 Målene. På nuværende tidspunkt kan vi se, at arbejdet bærer frugt, og vi rykker mod målstregen på alle parametre. Men det er som regel ikke noget vi hører om. Vi hører altid om katastrofer, korruption og finanskrise, og det kan virke naivt at blive ved med at bakke op om udviklingsindsatsen. Verdens Bedste Nyheders mål er at bekæmpe kynismen og sprede det gode budskab. Det er ikke naivt at blive ved med at kæmpe. Det er faktisk sund fornuft. Tænk på det som at løbe en marathon. Vi er over halvvejs, nu begynder de opmuntrende kilometerskilte at dukke op. Det giver ingen mening at give op nu!
Min rolle hos VBN er at hjælpe med kommunikationsarbejdet og at skabe konstruktive partnerskaber i det danske erhvervsliv. Mange danske virksomheder er medlem af det der hedder Global Compact, et FN initiativ som forpligter dem og til at tage et socialt ansvar. En af de ting de kan gøre for at leve op til deres Global Compact forpligtelse er at aligne deres CSR indsats med Millenium Målene og derved  være med til skabe den verden, vi gerne vil aflevere til vores børn.

 

 


Svaret var Nej…

Foto Rasmus Rønholt. Potch Januar 2012

For et par dage siden gjorde jeg mit sidste forsøg på at kvalificere mig til OL i London. Det var et godt forsøg, men ikke godt nok. Dermed slutter et 10 måneder langt træningsprojekt, som blev født af ren og skær nysgerrighed efter at afprøve en hypotese. Spørgsmålet, som jeg ikke kunne leve uden at kende svaret på, var om jeg ved at fokusere målrettet på at forbedre min udholdenhed ville kunne blive en bedre 800m løber end jeg var før?

Jeg har altid overlevet på min hurtighed og syretolerance, men da jeg skulle skrive min løbebog indså jeg, at den måde jeg havde grebet mine tidligere forsøg på udholdenhedstræning an var forkert. Jeg havde slet ikke været realistisk i forhold til hvilket tempo jeg skulle løbe i for faktisk at kunne holde til og gennemføre den mængde træning der skal til før det rykker noget. Jeg havde altid bare forsøgt at følge med de andre mellemdistance løbere, syret totalt til og blevet så træt og overbelastet, at jeg konkluderede at det var spild af tid.

Men denne gang gik jeg tålmodigt til værks. Jeg byggede langsomt op, supplerede med crosstraineren og åd min stolthed når jeg lukkede og slukkede alle fællestræningerne. Jeg trænede langt mere end jeg nogensinde har gjort før. Men selv om jeg var stolt over at have rykket min tolerance for udholdenhedstræning, så blev jeg faktisk ikke ret meget bedre. Jeg fik målt min aerobe kapacitet og min iltoptagelse efter en god lang periode med aerob træning, og den var ikke forbedret. jeg blev heller ikke hurtigere på 5km eller på 6x1000m. Det var egentlig ret imponerende, fordi på de fleste almindelige mennesker ville man kunne måle en markant fremgang hvis man så målrettet gik efter at øge konditionen. Man plejer at sige, at det ikke kræver ret meget talent at blive bedre til at løbe langt, man skal bare træne nok. Men altså ikke i mit tilfælde.

Til gengæld tror jeg at den store mængde træning i vinter gjorde, at jeg klarede overgangen til den mere specifikke og intensive træning uden skader. Jeg kan ikke huske hvornår i min karriere jeg har trænet 10 måneder uden afbræk. Måske var det derfor, at sæsonen faktisk startede meget lovende. I mit første internationale stævne løb jeg 2.03.82, kun 2.5 sekund fra OL kravet. Normalt rykker man let 2.5 sekund i løbet af en sæson. Men da jeg løb 2.03 igen i mit 4. stævne kunne jeg godt se, at den anderledes tilgang ikke havde haft den ønskede effekt. Formålet med projektet var ikke at se om jeg kunne komme tilbage på samme niveau som førhen. Så kunne jeg jo bare have lavet den gamle træning, som virkede før. Nej, jeg ville se om jeg kunne blive bedre.

Til det er svaret “Nej”. Hvis der findes en (lovlig) måde hvorpå man kan forbedre min aerobe kapacitet og maksimale iltoptagelse, så kender jeg den i hvert fald ikke. Men alt andet lige, så har det været nogle fede 10 måneder. Jeg har nydt at få lov til at fordybe mig i træningen igen og mærke hvordan det føles at være i topform. Jeg har følt mig ekstremt priviligeret over at det kunne lade sig gøre, og taknemmelig for de mennesker, som har hjulpet mig og bakket mig op. Og jeg har fået det nagende spørgsmål ud af mit system. No hard feelings kære lunger og hjerte -I prøvede virkelig :-)


From Moscow -No Love…

Efter løbet i Moskva gik jeg lidt rundt om mig selv i gangene under det gigantiske og ærefrygtindgydende olympiske stadion. Jeg ledte egentlig efter vejen tilbage til opvarmningsstadion, men efter tre forsøg gav jeg op, kylede mit krøllede startnummer på det røde linoleumsgulv og satte mig på en bænk og tudede. Jeg er ellers ikke typen, der lader mig gå på af modgang. Men jeg ejer evnen til at blive mere end almindeligt skuffet, sådan helt barnligt “nu havde jeg glædet mig til vi skulle i Tivoli” -agtigt. Og jeg havde virkelig glædet mig.
Min evne til at se målet for mig, og mærke, helt ind i knoglerne hvordan det vil føles at nå det, er hvad der får mig igennem de lange træningspas på kolde dage og i ensomme vægtkældre. Jeg trækker energi fra det sted i fremtiden, hvor alt mit arbejde vil bære frugt. Men hvis det viser sig, at det sted slet ikke findes, så skaber det jo et vakuum.
Jeg var så sikker på, at dette ville blive det perfekte løb. jeg følte mig mere klar, frisk og hurtig end på noget andet tidspunkt i hele dette skøre træningsprojekt. Men tiden fortalte noget andet. 2.03.79. Jeg kender mig selv godt nok som atlet til at vide, at når jeg løber 2.03 under perfekte forhold, så er 2.01 ikke lige om hjørnet. Men det gode ved at blive barnligt skuffet i stedet for tvivlsom og bitter er, at det tager ikke så lang tid at ryste det af sig og fokusere på plan B. På torsdag løber jeg i Göteborg, og hvis jeg kan formå at løbe under EM kravet på 2.02.80, så har jeg købt et par ugers træning til at løfte niveauet før EM, som er sidste chance. Jeg ved ikke om det er nok tid, men en af grundene til, at jeg overhovedet kastede mig ud i det her var så jeg ikke skulle sidde som 70 årig og sige “hvad nu hvis?”. Så nu må vi se…

 


Turen går til Moskva!


Den 11. Juni skal jeg løbe ved et World Challenge stævne i Moskva. World Challenge serien er der hvor superstjernerne stiller op, når de ikke lige er i gang med et Diamond League Stævne. Så det bliver nok uden sammenligning det stærkeste felt jeg nogensinde har løbet i. Hvordan i alverden min manager har fået mig ind er en gåde, men det beviser min teori om at nogle gange kan det godt betale sig at være en meget lille fisk i en stor sammenhæng. Her er hvordan jeg forestiller mig at det er sket: Mange lande har deres nationale mesterskaber i weekenden d. 16-17 så det har måske været lidt tyndt med deltagere. Arrangøren er pludselig blevet bange for at feltet ville komme til at ligne de åbne russiske mesterskaber i stedet for et internationalt stævne og voila, Rikke får sit livs chance!

Jeg håber meget at jeg får et enkelt stævne inden da. Men jeg glæder mig som en gal til at komme i så heftigt selskab. Træningen går rigtig godt og jeg føler formkurven er på vej op. Vi sad for sjov og regnede på hvor meget jeg skal forbedre mig for at komme med til OL. Det er sådan ca 2.5%…hmmm :-)


Dessau 2.03.71

Jeg løb 2.03.71 i Dessau. Måske nok på den hårdeste måde man kan løbe den tid. Havde over 61 på første omgang, og så var det bare 2. Omgang i Bane 2 uden om de skøre kællinger som tænkte: “ja, i dag vil jeg løbe 26 på de første 200m ind i en stiv modvind, derefter vil jeg ignorere haren og bare sætte tempoet heeelt ned” But why? Det er nu ikke nogen undskyldning for endnu en gang at være for passiv i starten. Til mit forsvar, så endte hende der vandt løbet i samme position som jeg, så jeg havde en at følges med der ude i bane 2 :-) hun havde bare lidt mere at skyde med til sidst. Men en 3. Plads i et godt felt, og 2.03 på den måde siger noget om at formen er der. Nu er det bare spørgsmålet om jeg får nogle flere chancer for at vise det…


Manchester 2.03.82

Så kom jeg rigtigt i gang med sæsonen. Jeg kan ikke tillade mig at være andet end tilfreds med min tid. Men jeg tror formen er til mere, og når man ser løbet tror jeg roligt vi kan konstatere at jeg IKKE fik holdt min taktiske plan. Jeg gjorde faktisk alt det jeg havde besluttet mig for ikke at gøre: jeg blev skubbet ned bagerst i feltet, og jeg fik ikke reageret da feltet blev splittet op. Så øhh, det er vist en ommer. Men det gode ved løbet var at jeg oplevede at min finish er intakt. I 2008 følte jeg at jeg havde mistet min evne til at afslutte, men i går havde jeg noget at skyde med, selv om det kneb lidt de sidste 40m så henter jeg meget. Men tænk hvis jeg faktisk havde være med helt fremme, sådan som jeg havde sagt jeg ville! Se løbet her

Watch more video of 2012 British Milers Club Manchester Grand Prix on www.athleticos.org

 


Øjnene på målet, nu starter sæsonen!

foto Camilla Schiøler

I morgen pakker jeg tasken og flyver til Manchester for at deltage i mit første internationale stævne siden 2008. Jeg glæder mig som et lille barn, og føler mig ekstremt priviligeret over, at jeg overhovedet er nået hertil: Klar til at begynde en sæson, fri for skader og med en solid vintertræning og forårsforberedelse i rygsækken. Jeg er spændt på hvordan det bliver faktisk at skulle løbe i et felt, hvor alle er på samme niveau, og der bliver slåskamp om placeringer. Før i tiden var min taktik som regel at lægge mig langt nede i feltet, håbe på at holde mig ude af slagsmål, og så se om jeg kunne overhale nogen til sidst. Jeg er jo relativt høj, så jeg fylder meget i et felt, og hader når folk tramper mig i hælene. Men det er også en noget passiv attitude, som betød at jeg ofte for sent opdagede at løbet var splittet op, og jeg ikke kunne fange de forreste.

Det gode ved at holde pause er, at man har en unik mulighed for at ændre på sine vaner når man begynder igen. Jeg læste Peter Coe’s bog om mellemdistancetræning (Tidligere verdensrekordholder Seb Coe’s far og træner), og han advokerer for at løbe i ydersiden af bane 1 i stedet for at lægge sig helt inderst. Han mener ikke det man vinder ved at løbe inderst kan opveje den tid man spilder på at blive lukket inde i feltet. Mit mål er at ændre min gamle vane med at søge inderbanen og passivt lade mig skubbe ned i feltet, og prøve i stedet at lægge mig længere fremme, men holde mig lidt på ydersiden, så jeg ikke bliver  lukket inde og sparket. -Lad os nu se hvordan det går. Som med alt andet kræver det nok lidt træning :-)

Løbet på lørdag ser på papiret ud til at blive godt. Vejret bliver nok ikke imponerende, men der er en stærk brittisk løber, som drømmer om at klare OL kravet, samt nogle gode 2.03 løbere, som sikkert også gerne vil løbe stærkt. Det er bare med at komme ind i kampen!


You have been confirmed in Dessau…

Den gang jeg var lille, blev der hængt en seddel op med sommerens stævner, og så granskede jeg tidsskemaet for at se hvor mange forskellige øvelser jeg kunne tilmelde mig i. Nogle gange måtte jeg løbe fra den ene ende af stadion til den anden og skifte sko undervejs fordi jeg var med i kuglestød og højdespring samtidig.

Lad os bare konstatere, at sådan er det ikke mere! Hvis man vil med til OL skal man selvfølgelig først og fremmest være blandt de ca.30 bedste i verden i sin disciplin (og takke guderne for at Rusland kun må have 3 med!). Men derudover skal man også løbe kvalifikationstiden til et kvalifikationsgivende stævne. Problemet med de stævner er, at dem melder man sig ikke bare til man bliver inviteret.

Det fungerer på den måde, at man har en manager, som kontakter stævnet og forhandler forholdene. Stævnet betaler som minimum transport og ophold. Men øhh, hvis man er født i 1976 og ens personlige rekord stammer fra 2006, så falder stævnearrangørerne ikke ligefrem over hinanden for at få en på startlisten.
Da jeg begyndte at træne igen vidste jeg med det samme, at selv om den største udfordring selvfølgelig ville blive at komme i form. Så ville  jeg derudover få en ikke ubetydelig udfordring med overhovedet at komme til start ved de rigtige stævner. Og min forhenværende manager var faktisk bortgået ved døden! (æret være hans minde). Men heldigvis vidste jeg, at Piotr Buciarski (Dansk rekordholder i stangspring) var blevet ansat i et af verdens største management firmaer: Doyle Management (doylemanagement.com) og jeg tænkte: don’t ask, don’t get. -De har måske lige lidt mere travlt med at repræsentere Asafa Powel og hans venner, men når man har så lidt at have det i som jeg, så har man brug for at snige sig med som en del af en større pakkeløsning. Piotrek sagde ja til at prøve, men at han ikke kunne love noget. De havde jo også lige tre andre sub 1.59 800m løbere…
Siden da har jeg febrilsk tjekket min mail dagligt i håbet om at se de magiske ord: you have been confirmed in… Og i morges kom den: You have been confirmed in Dessau. Dessau er et stort tysk stævne d. 25. maj. Det er min bedste chance for, om ikke at klare kravet til OL, så forhåbentlig at klare kravet til EM, og vise et niveau, som kan få mig med til nogle flere stævner. Jeg har frem til d. 17. juni til at klare EM kravet, og EM er sidste chance for at klare OL kravet. Så det er NU det går løs. Alle timerne i vægtlokalet, på crosstraineren og alle de forbandede 1000m intervaller, alt hvad jeg har lavet siden september sidste år, skal stå sin prøve i de næste 4 uger. Og hver dag frem til d. 17. juni vil det første jeg gør om morgenen, det sidste jeg gør før jeg går i seng, og ca 20 gange i løbet af dagen være at tjekke min mail og håbe på ordene: You have been confirmed in…


Tårnby 2.05.78

Så kom dagen hvor jeg skulle løbe min første 800m udendørs. Efter den noget skuffende 400m vidste jeg helt ærligt ikke hvad jeg skulle forvente. Jeg synes træningen kører godt, men det syntes jeg også inden jeg gik ud og løb 57 på 400m!

Heldigvis havde jeg aftalt med en mandlig løber, at han ville løbe hare for mig på de første 600m. Jeg var taknemmelig for at arrangørerne og de andre piger gik med til det. Det betød jo at ingen af tiderne tæller officielt. Men det tog meget af usikkerheden. Noget af det der gør mig mest nervøs ved en 800m er at man ikke ved på forhånd hvordan løbet udvikler sig. Om ens konkurrenter lægger hårdt ud eller ej, om haren nu løber det de har sagt de vil etc. Men i lørdags følte jeg mig tryg og i gode hænder. Det var bare et spørgsmål om at forsøge at hænge på. Jeg havde sat næsen op efter at løbe 1.30 på 600, og så se hvad jeg havde at skyde med hjem. Det kom dog ikke helt til at ske. Første omgang gik fint, men så stivnede jeg lidt i modvinden på den modsatte langside, og jeg tror nærmere vi løb 1.32, til gengæld kom jeg rimeligt godt hjem og holdt stilen, hvilket er noget jeg har arbejdet meget med. Det kan godt blive rigtig grimt på de sidste 100m hvis man ikke koncentrerer sig. Så jeg er egentlig godt tilfreds med tiden. jeg bliver ved med at minde mig selv om, at jeg har lavet en helt anderledes vintertræning end førhen, og jeg er først lige begyndt på rigtigt at løbe de hårde intervaller i konkurrencetempo og hurtigere. Så der er masser at bygge på. Jeg glæder mig meget til sæsonen. Næste gang jeg skal forsøge at løbe stærkt bliver i Manchester d.19.05.


57.19! I’m sorry, what?

Foto Preben Søborg

57.19 Is a decent, but not impressive 400m hurdles time. It is also a quite fast first lap for an 800m. It is NOT, however, a 400m time I can be proud of. But I must own up. Yes it was windy, cold, wet and all the other things, but it still sucks no matter how you look at it. All I can say is that the season has now started, and hopefully I will run faster next time. let’s just leave it at that, and never, ever talk about it again -ok ? :-)


Atletmanifestet

Foto Rasmus Rønholt

En atlet er drevet af viljen til at nå sit eget ultimative potentiale.
Hvad enten hun allerede er den bedste,
eller aldrig bliver det.

En atlet går all in, uden garanti for succes.

En atlet reagerer på nederlag med nysgerrighed,
og på succes med ydmyghed.

En atlet ELSKER en udfordring!

Ikke alle atleter er nødvendigvis sportsfolk,
og ikke alle sportsfolk er nødvendigvis atleter.

 At være atlet er en livsindstilling…Det er en sindstilstand.


Hvad laver hun egentlig?

Foto Signe Vest, Nike

Jeg tænker tit på hvordan mine konkurrenter, eller bare andre atleter træner. Selv om det selvfølgelig kan være svært at forstå præcis hvad der ligger i hver enkelt træning i forhold til intensitet og fokus, så vil jeg alligevel prøve at beskrive en almindelig træningsuge på denne tid af året. Jeg har opdaget at jeg kan forebygge skader ved at erstatte nogle af mine kilometer med crosstraineren. Det er ekstremt kedeligt at stå på den, men ikke nær så kedeligt som at være skadet! :-)
Jeg har stor glæde af at træne med Heidi Jensens mellem lang gruppe, og K-Unit fra KIF. Men da jeg muligvis er Danmarks mindst udholdende 800m løber, har jeg som regel svært ved at gennemføre hele træningen, så jeg får lov til at stå af og på og springe over. Jeg er meget taknemmelig for deres tålmodighed.

MANDAG:
Am: Let opvarmning med fodøvelser,
Vægt: fx. Ben, frivend, Opstigninger, mave/ryg, Baglår
Hæk koordination med vægtvest
Alm. koordination over 60m
60min Crosstrainer puls 140-150

pm: fri

TIRSDAG:
Am: 20min løb + 5-6 stigningsløb
Stræk, bevægelighed og stabilitetsøvelser

Pm: Opvarmning med koordination
anaerobe intervaller fx. 500-400-300-200 (7)
eller 5x40m + 2 x 4 x 200m (2) og (5)
eller 4×400 (5)
konkurrencetempo eller hurtigere.

afjog 20min crosstrainer

ONSDAG:
Bikram Yoga (90min hot yoga)

TORSDAG:
Am. 20min løb + stigningsløb
Stræk bevægelighed, stabilitet

Pm.Opvarmning med koordination.
mere aerobe intervaller i landevejssko
fx. 1000-600-400-300 med 10minutters koordination med jog tilbage imellem.
eller 800m + 8 x 200 (2)

afjog 20min crosstrainer

FREDAG:
Am: Let opvarmning med fodøvelser
Vægt, Træk, Dødløft, Single leg squatt, Hoftebøjer, Mave/Ryg.
koordination, spring, stigningsløb.
Crosstrainer 60min. puls 140-150

Pm: fri

LØRDAG:
Am: Opvarmning 3-4km
Bakker -6 x ca 250m god form op, stil på flad top og fokus på frekvens på hældning ned.
eller fartleg, eller “kort aerob” intervaller hvor pulsen bestemmer pausen.
Afjog.

Pm: fri

SØNDAG:
fri

 


Hvad sker der for den skøre kælling?

Potchefstroom, Januar 2012. Foto Signe Vest, Nike

Var hun ikke stoppet? Er hun ikke lidt gammel? Og hvorfor tror hun at hun kan komme med til OL nu, når hun ikke kunne for 4 år siden??
Svarene er:
1) Jo
2) Jo -men ikke ældre end Heidi Jensen, da hun satte dansk rekord på 1500m!
Og  3) Det ved jeg jo heller ikke om jeg kan, men jeg tror jeg ved mere nu, om hvordan lige netop jeg skal træne til en 800m end jeg gjorde i 2008, og siden jeg ikke gider være sådan en gammel bitterfisse, som sidder om 20 år og siger -jeg skulle have givet det en chance…Ja, så giver jeg det en chance. Det har altid været min største sportslige drøm at deltage ved et OL. Jeg troede den var død og begravet, men drømme er åbenbart som ukrudt; de forgår ikke så let. Og en eller anden dag i august 2011 begyndte drømmen at spire frem igen. I mange måneder var den kun en spinkel lille spire, som kunne knuses hvert øjeblik hvis det viste sig, at min krop slet ikke kunne klare belastningen, eller at et liv som fuldtidsatlet alligevel ikke kunne forenes med at være mor og hustru, eller hvis viljestyrken og modet begyndte at svigte. Men ingen af delene skete, og jeg har kæmpet mig igennem den hårdeste og mest grundige vintertræning jeg nogensinde har lavet. På mirakuløs vis (og med hjælp fra Klinik og Massør Susanne Findsen) er det lykkedes mig at undgå alvorlige skader. Og nu, da jeg med lidt god vilje og tillid er kommet med på DAF’s uofficielle OL bruttoliste, er drømmen begyndt at ligne en noget mere genstridig plante, som det vil kræve en del magt at hive op med roden. Der er stadig mange ting, der skal gå min vej. Men jeg er ikke længere i tvivl om, at jeg er i lige så god form som førhen. Nu er spørgsmålet bare: Bliver det en ok sæson, eller en fantastisk sæson? Det er de små marginaler, og ikke mindst de næste måneders træning, som kommer til at afgøre det. Hold fingrene krydsede og følg med her på bloggen. Jeg skal nok opdatere på hvordan projektet skrider frem.