Miraklet på Eremitagen

 I dag er det Skolernes Motionsdag.

Da jeg gik i skole var det en dag som fyldte mig med rædsel. Der var ikke meget jeg havde mindre lyst til end at løbe de 3km, som var den korteste distance man kunne vælge på min skole. Jeg fik åndenød og hovedpine, og jeg følte mig til grin fordi jeg ikke kunne gennemføre uden at gå.

Jeg ville ønske jeg kunne gå tilbage og fortælle mit yngre forpustede jeg, som kæmpede sig igennem Skolernes Motionsdag med en klump i halsen at: “Nej, der er ikke noget galt med dig. Du er ikke dårlig til at løbe, du er ikke doven. Du er bare mere sprinter end langdistanceløber, og fordi du er hurtigere end de fleste, er du også mindre udholdende end de fleste, for dine muskler er lavet til at løbe stærkt, ikke langt, og det vil du blive rigtig glad for en dag”.
Jeg plejer altid at sige til folk, at de aldrig skal sammenligne sig med andre når de sætter sig mål for løb. Jeg er det bedste eksempel på, at vores forudsætninger for at løbe er vidt forskellige. De fleste mennesker trækker bare på smilebåndet når jeg siger, at grunden til jeg aldrig før har løbet Eremitageløbet er, at jeg ikke kunne løbe så langt. De tror jeg mener, at jeg ikke kunne vinde, og derfor ikke gad løbe. Men nej, kun jeg -og måske de forskellige stakkels trænere, som har forsøgt at forbedre min udholdenhed gennem årene, ved hvor stor en begivenhed søndag d.6 oktober 2013 var for mig. Det er intet mindre end et mirakel! På trods af, at jeg vist blev nr 635 blandt kvinderne, føles det som en kæmpe sejr.


Ready, set, GO-off-line

 

Gadgets er skønne -eller er de nu altid det?
Jeg er en sucker for gadgets: Gps, pulsmåler, Endomondo – you name it. Det føles ikke helt som en rigtig løbetur, hvis jeg ikke ved præcis hvor langt og  hvor hurtigt jeg har løbet. Men det der med at være løber for livet handler jo om at tilpasse den måde vi bruger løb til de behov og muligheder vi har på et givent punkt i livet. Og på det seneste har jeg måtte erkende, at min vane med hele tiden at modtage feedback på mit løb ikke fungerer lige pt.
Da jeg kom tilbage efter fødslen lagde jeg ud med at få en fibersprængning i læggen fordi jeg simpelthen ikke kunne lade være med at løbe hurtigere og længere end jeg egentlig var i form til. -Er der mon nogen der kender den følelse?
Det var svært for mig at fatte, at når jeg nu var i topform før jeg blev gravid, hvorfor jeg så ikke bare kunne fortsætte hvor jeg slap efter fødslen. Selvfølgelig kunne jeg godt forstå det rent intellektuelt, men der skete bare et eller andet med mig når stemmen fra Endomondo blidt skruede ned for musikken i mine ører for at fortælle mig at den sidste kilometer var tilbagelagt på lidt over 6 minutter! What??!! -møjkælling!
Så jeg oksede af sted, og selvfølgelig gik det galt.
Da jeg stille og roligt kom i gang igen efter skaden lærte jeg at sætte pris på overhovedet at kunne løbe. Jeg gik i offline-sommerferie tilstand. Tog uret af, lagde mobilen, og begav mig taknemmeligt ud på små joggeture i ærbødigt tempo. I stedet for kilometertider fokuserede jeg på de smukke marker i Toscana, og solen der sank i havet havet ved Genova. Da jeg kom hjem fortsatte jeg med at nyde skoven, duftene og rytmen fra mine sko mod grus. Og det virker! For en gangs skyld lykkes det for mig bare at jogge stille og roligt.
Alle de fede løbegadgets har det med at gøre løb til en meget mental øvelse. “Jeg vil slå min bedste tid på 10km”, “Jeg vil løbe en km ekstra så det ser sejt ud når jeg poster min rute”. Det er ikke altid der er plads til at lytte til kroppen, og acceptere hvad man egentlig kan den dag. Det bliver “mind over matter”. Men nogle gange har man brug for at sætte “matter over mind”, og bare -ikke præstere, ikke måle…
Jeg kender dog mig selv godt nok til at vide, at jeg bliver motiveret af præstationen og det målbare. Jeg ryger helt sikkert tilbage i gps-mode når formen kan holde til det. Men jeg vil beholde “offline” løbeturen i mit repertoire, til de dage eller de perioder hvor det er det, der er brug for.
Kornet og tiden
Står stille på markerne
Running Toscana

Haiku Running


Vindstille  morgen
Fælledparken er kun min
Regnbløde stier

Jeg har opdaget, at en måde at gøre de lange rolige løbeture endnu mere afstressende, og måske lidt mindre kedelige er at finde på Haiku digte undevejs. Det er ligesom at lave krydsord mens man løber. Haiku digte er en gammel Japansk tradition. Der er regler: De skal være på 3 strofer af 5-7-5 stavelser, 17 stavelser i alt. De behøver ikke rime, men de har som regel elementer fra naturen og handler om ting man oplever med sine sanser -som små klare billeder man sætter sammen. -Derfor er de perfekte til at fange stemningen på en løbetur. Jeg er ikke så skarp til det endnu, der er noget med hvordan billederne skal relatere til hinanden på overraskende måder, som jeg ikke helt mestrer, men jeg var underholdt det meste af 10km med at forsøge at fange denne morgens lille flig af himlen.

Kom gerne med bud på dit Haiku Running moment :-)


Jeg elsker mine græs-intervaller

Foto Signe Vest, Nike

Banen er hurtig, men hård ved benene. Grus er også godt, men når det er tørt skrider man lidt ved hvert skridt. Asfalten er kedelig og hård, en skovsti er dejlig, men kan være lumsk… Nej, giv mig en veltrimmet græsplæne og jeg er i løbehimlen!
De fleste langdistanceløbere kan slet ikke se ideen med at løbe på græs. Det bliver hurtigt kedeligt at løbe rundt og rundt, men for os der er kommet ad atletik-vejen, er fodboldbanen, som løbebanerne ligger rundt om, det vigtigste træningsunderlag. Den bruges til opvarmning (det er ikke så slemt at jogge 3 omgange :-) ) teknikøvelser, og “stigningsløb” -Man kan lave alt på græsset bortset fra den mest intensive træning med pigsko. Det forebygger skader, og gør at man kan tåle større mængder træning. (Vi har en evig kamp med stadionpersonalet om hvornår vi må løbe på græsset. Ved den mindste tegn på frost lukker de banen for de irriterende horder af atletikfolk, som tramper rundt og ødelægger græsset-”I har jo 8 baner helt for Jer selv udenom, hvorfor skal I absolut løbe på græsset??”) Selv om jeg nu er mellemdistanceløber, så er græsplænen nu stadig min bedste ven.

Her er mit yndlings græs trænings-pas, som jeg laver på de lette dage hvor jeg stadig gerne vil vedligeholde konditionen og samtidig får lidt fart og lethed i benene: Efter en rolig joggetur på 20-25min går jeg ind på græsbanen og løber “Diagonaler” jeg løber så hurtigt jeg kan med god stil og afslappet fra det ene hjørne til det andet. Derefter jogger jeg langsomt langs den korte ende af banen til det andet hjørne, og løber igen hurtigt ned til det modsatte hjørne. dette gentager jeg 8-10 gange alt efter hvor hård træningen skal være. Fordi jeg jogger i pausen holdes pulsen ret højt gennem hele træningen, men fordi diagonalen ikke er længere end ca 120-30m, så kan jeg løbe hurtigt uden at det  bliver syretræning. Det bløde underlag gør, at træningen ikke er hård for benene, så det fungerer som restitutionstræning. Jeg laver tit diagonaler op til en konkurrence, hvor jeg gerne vil være frisk og klar. Men de kan også bare bruges som afveksling fra almindelige lange intervaller, for at vænne sig til at løbe i et højere tempo. Hvis de skal bruges som intervaller kan man fx løbe 4 x 5xdigonaler og jogge en omgang imellem hvert set af 5.

God fornøjelse :-)


Hvilken slags vigtig er din træning?

Foto Preben Søborg

Jeg vil gerne være mere involveret i frivilligt arbejde, invitere til flere sociale arrangementer, rykke mere på min karriere og have hår som Helena Christensen. Det er een liste. Men der er også en anden liste.  Den hvor jeg vil have børn og en mand der ved jeg elsker dem, styr på min økonomi og et godt helbred. Forskellen på de to lister er niveauet af vigtighed. Den ene er “nice to have”, den anden er “need to have”. De fleste af os har begge slags ønsker, og mens jeg nok overlever uden at få hår som Helena Christensen, så vil jeg kæmpe som en gal for at sikre at mine børn ved jeg elsker dem…

Når det kommer til din træning, så spørg dig selv: hvilken slags “vigtigt” er det for dig at få trænet? Hvis du ubevidst putter din træning over på “nice to have” listen, så er det alt for let at springe over, og alt for svært at retfærdiggøre at bruge tid på det frem for alle de andre vigtige ting.
Jeg tror, at hemmeligheden til at blive løber for livet er at forstå, at træning er et fuldgyldigt medlem af “need to have” kategorien. Jeg ved, at min livsglæde lynhurtigt vil gå fløjten, hvis jeg ikke har kærlighed og mit helbred. Men jeg ved også, at vi får det ud af livet som vi putter ind, og hvis jeg ikke har energi og overskud, så kan jeg ikke give det jeg gerne vil til de mennesker og opgaver, som er vigtige for mig. -Derfor er det af den øverste vigtighed at investere i min fysik.

Dog er det nødvendigt at skelne mellem vigtigheden af at passe på sin fysik, og så at nå et sportsligt mål. Jeg oplever tit folk, som sætter sig et mål om at løbe marathon eller lave en Ironman, og så bliver de meget stressede og frustrerede fordi de tror at det slet ikke vil have nogen konsekvens for hvad de ellers kan nå. Hvis du spørger mig: Er det vigtigere at komme til OL end at dine børn og mand ved du elsker dem? Så er svaret klart nej. Det betyder, at jeg er nødt til at prioritere imellem andre “nice to have” ting, for at gøre plads til det mest nødvendige. Selv om jeg synes det er vigtigt at lave frivilligt arbejde, invitere venner til middag osv. så er jeg nødt til at tage konsekvensen af det mål jeg har sat mig, og sætte nogle andre ting på stand by.

Det er meget oppe i tiden, at man absolut skal være i gang med at træne op til noget stort. Ellers tæller det ligesom ikke. Men det er misforstået. Jeg mener det er mindst lige så imponerende og meningsfuldt ganske simpelt at træne til, at kunne leve det liv du drømmer om.

 


Fremtiden tilhører løberne

Landevejens Yoga

En af betydningerne af ordet ”Yoga” er “arbejde”. Mange tænker på Yoga som noget afslappende og bliver skuffede når de tager en yogatime og opdager, hvor hårdt det er. Men jeg fik en gang forklaringen fra en ægte ”yogi” på et yogaophold: Man arbejder bl.a. for at gøre kroppen og sindet i stand til at slappe af. At finde en tilstand af ro og ligevægt kan være en stor udfordring i vores stressede hverdag. Det er ikke nok bare at beslutte sig for, at ”nu slapper jeg af”. Ofte er vi så mentalt overbelastede, og vores krop er så fuld af stresshormoner, at det er umuligt. Der er nogle dage, hvor man ikke orker at presse sig selv, og hvor der absolut ikke er nogen sandsynlighed for personlige rekorder eller magiske svævende øjeblikke. Her bliver løbeturen et middel til at forandre sin tilstand. At gøre sin krop og sind i stand til at slappe af, finde løsningen på et nagende problem eller hive humøret op af kulkælderen. Verden ser sjældent ud helt på den samme måde før og efter en løbetur. 99 ud af 100 gange er den bedre.

Jeg har en mistanke om, at en af grundende til at så mange mennesker løber er, at det er en slags evolutionel reaktion på en hverdag der har forandret sig markant inden for den sidste generation. Langt flere har inaktivt “tankearbejde”, hvor grænsen mellem arbejde og fritid er flydende. Vi er mentalt på hele tiden, mens kroppen er koblet af. Hvis man først har prøvet en gang at starte en løbetur i nedtrykt tilstand, og så har mærket hvordan skyerne over ens hovede begyndte at skilles og tyngden på skuldrene lettede, så ved man også, at det er ikke alle løsninger vi kan tænke os frem til. Fysisk aktivitet har en unik evne til at ændre vores tilstand. Uden træning berøver vi os selv for et vigtigt værktøj til at kapere hverdagen.