From Moscow -No Love…

Efter løbet i Moskva gik jeg lidt rundt om mig selv i gangene under det gigantiske og ærefrygtindgydende olympiske stadion. Jeg ledte egentlig efter vejen tilbage til opvarmningsstadion, men efter tre forsøg gav jeg op, kylede mit krøllede startnummer på det røde linoleumsgulv og satte mig på en bænk og tudede. Jeg er ellers ikke typen, der lader mig gå på af modgang. Men jeg ejer evnen til at blive mere end almindeligt skuffet, sådan helt barnligt “nu havde jeg glædet mig til vi skulle i Tivoli” -agtigt. Og jeg havde virkelig glædet mig.
Min evne til at se målet for mig, og mærke, helt ind i knoglerne hvordan det vil føles at nå det, er hvad der får mig igennem de lange træningspas på kolde dage og i ensomme vægtkældre. Jeg trækker energi fra det sted i fremtiden, hvor alt mit arbejde vil bære frugt. Men hvis det viser sig, at det sted slet ikke findes, så skaber det jo et vakuum.
Jeg var så sikker på, at dette ville blive det perfekte løb. jeg følte mig mere klar, frisk og hurtig end på noget andet tidspunkt i hele dette skøre træningsprojekt. Men tiden fortalte noget andet. 2.03.79. Jeg kender mig selv godt nok som atlet til at vide, at når jeg løber 2.03 under perfekte forhold, så er 2.01 ikke lige om hjørnet. Men det gode ved at blive barnligt skuffet i stedet for tvivlsom og bitter er, at det tager ikke så lang tid at ryste det af sig og fokusere på plan B. På torsdag løber jeg i Göteborg, og hvis jeg kan formå at løbe under EM kravet på 2.02.80, så har jeg købt et par ugers træning til at løfte niveauet før EM, som er sidste chance. Jeg ved ikke om det er nok tid, men en af grundene til, at jeg overhovedet kastede mig ud i det her var så jeg ikke skulle sidde som 70 årig og sige “hvad nu hvis?”. Så nu må vi se…

 



En kommentar

  1. Rikke wrote:

    Hej Rikke
    Vi er nogle som stadig tror på dig og no matter what så er du for sej..Sender gode wibes til Göteborg på torsdag. Hepper Rikke
    Kh R2

Skriv en kommentar