Miraklet på Eremitagen

 I dag er det Skolernes Motionsdag.

Da jeg gik i skole var det en dag som fyldte mig med rædsel. Der var ikke meget jeg havde mindre lyst til end at løbe de 3km, som var den korteste distance man kunne vælge på min skole. Jeg fik åndenød og hovedpine, og jeg følte mig til grin fordi jeg ikke kunne gennemføre uden at gå.

Jeg ville ønske jeg kunne gå tilbage og fortælle mit yngre forpustede jeg, som kæmpede sig igennem Skolernes Motionsdag med en klump i halsen at: “Nej, der er ikke noget galt med dig. Du er ikke dårlig til at løbe, du er ikke doven. Du er bare mere sprinter end langdistanceløber, og fordi du er hurtigere end de fleste, er du også mindre udholdende end de fleste, for dine muskler er lavet til at løbe stærkt, ikke langt, og det vil du blive rigtig glad for en dag”.
Jeg plejer altid at sige til folk, at de aldrig skal sammenligne sig med andre når de sætter sig mål for løb. Jeg er det bedste eksempel på, at vores forudsætninger for at løbe er vidt forskellige. De fleste mennesker trækker bare på smilebåndet når jeg siger, at grunden til jeg aldrig før har løbet Eremitageløbet er, at jeg ikke kunne løbe så langt. De tror jeg mener, at jeg ikke kunne vinde, og derfor ikke gad løbe. Men nej, kun jeg -og måske de forskellige stakkels trænere, som har forsøgt at forbedre min udholdenhed gennem årene, ved hvor stor en begivenhed søndag d.6 oktober 2013 var for mig. Det er intet mindre end et mirakel! På trods af, at jeg vist blev nr 635 blandt kvinderne, føles det som en kæmpe sejr.



Skriv en kommentar