Ready, set, GO-off-line

 

Gadgets er skønne -eller er de nu altid det?
Jeg er en sucker for gadgets: Gps, pulsmåler, Endomondo – you name it. Det føles ikke helt som en rigtig løbetur, hvis jeg ikke ved præcis hvor langt og  hvor hurtigt jeg har løbet. Men det der med at være løber for livet handler jo om at tilpasse den måde vi bruger løb til de behov og muligheder vi har på et givent punkt i livet. Og på det seneste har jeg måtte erkende, at min vane med hele tiden at modtage feedback på mit løb ikke fungerer lige pt.
Da jeg kom tilbage efter fødslen lagde jeg ud med at få en fibersprængning i læggen fordi jeg simpelthen ikke kunne lade være med at løbe hurtigere og længere end jeg egentlig var i form til. -Er der mon nogen der kender den følelse?
Det var svært for mig at fatte, at når jeg nu var i topform før jeg blev gravid, hvorfor jeg så ikke bare kunne fortsætte hvor jeg slap efter fødslen. Selvfølgelig kunne jeg godt forstå det rent intellektuelt, men der skete bare et eller andet med mig når stemmen fra Endomondo blidt skruede ned for musikken i mine ører for at fortælle mig at den sidste kilometer var tilbagelagt på lidt over 6 minutter! What??!! -møjkælling!
Så jeg oksede af sted, og selvfølgelig gik det galt.
Da jeg stille og roligt kom i gang igen efter skaden lærte jeg at sætte pris på overhovedet at kunne løbe. Jeg gik i offline-sommerferie tilstand. Tog uret af, lagde mobilen, og begav mig taknemmeligt ud på små joggeture i ærbødigt tempo. I stedet for kilometertider fokuserede jeg på de smukke marker i Toscana, og solen der sank i havet havet ved Genova. Da jeg kom hjem fortsatte jeg med at nyde skoven, duftene og rytmen fra mine sko mod grus. Og det virker! For en gangs skyld lykkes det for mig bare at jogge stille og roligt.
Alle de fede løbegadgets har det med at gøre løb til en meget mental øvelse. “Jeg vil slå min bedste tid på 10km”, “Jeg vil løbe en km ekstra så det ser sejt ud når jeg poster min rute”. Det er ikke altid der er plads til at lytte til kroppen, og acceptere hvad man egentlig kan den dag. Det bliver “mind over matter”. Men nogle gange har man brug for at sætte “matter over mind”, og bare -ikke præstere, ikke måle…
Jeg kender dog mig selv godt nok til at vide, at jeg bliver motiveret af præstationen og det målbare. Jeg ryger helt sikkert tilbage i gps-mode når formen kan holde til det. Men jeg vil beholde “offline” løbeturen i mit repertoire, til de dage eller de perioder hvor det er det, der er brug for.
Kornet og tiden
Står stille på markerne
Running Toscana


Skriv en kommentar